Gå til hovedindhold

Arbejdsmodel af facade til nyt stadion er landet

En såkaldt mock-up i naturlig skala med lameller i fire forskellige træsorter bliver nu testet på byggepladsen til nyt stadion i Aarhus. Flere mock-ups kommer til i løbet af byggeperioden.

  • Læs op

Indhold

    Det kan godt være svært at se for sig, hvordan en flot arkitekttegning kommer til at se ud i virkelighedens verden – både for fagfolk og de fans, der følger byggeriet af det nye stadion i Aarhus tæt. Men nu er der landet en prøve af facaden på det nye stadion midt på parkeringspladsen foran Ceres Park, som giver en fornemmelse af både udseende og dimensioner.

    Fire træsorter bliver testet

    Der er tale om en såkaldt mock-up – en model i naturlig størrelse, som spiller en afgørende rolle i at opnå det ønskede design fra arkitekterne bag stadion, Zaha Hadid Architects. Herudover bruger hovedentreprenøren, A. Enggaard, modellen til at test både materialernes udseende og egenskaber. Modellen er dermed et redskab, der skal bruges for at tage beslutninger i forhold til det endelige stadionbyggeri.

    Den første mock-up er prøver af fire mulige træsorter til de markante trælameller, der sammen med elegante betonsøjler udgør facadeudtrykket på det nye stadion. De fire træsorter, der bliver testet, er limtræ, thermowood, accoya og bambus.

    Mock-up’en bliver bl.a. brugt til at teste udseende, dimensioner og træets bøjelighed, før valg af træsort bliver endeligt besluttet. Mock-up’en viser derfor ikke nødvendigvis den færdige løsning, men er en afprøvning af forskellige muligheder.

    De stabiliserende søjler i siderne af mock-up’en er en såkaldt stand-in ’dummy’ i træ, hvor de rigtige hovedsøjler i projektet bliver i beton.

    Kig gerne forbi

    Der vil løbende blive opsat flere mock-ups og materialeprøver på pladsen. Man er velkommen til at kigge forbi den store mock-up i naturlig størrelse, men vær opmærksom på, at modellen står på et område, der er indhegnet og en del af byggepladsen. Respekter derfor skilte og hegn.

    Sidst opdateret: 15. marts 2024