Kongelunden

DOMMERBETÆNKNING

Forslag 23245, Kongelunden, er et gennemarbejdet forslag, som på en overbevisende måde forholder sig både til stadionområdet og til nye sammenhænge i hele Kongelunden.

Forslaget beskriver en forbindelsessti, som binder Kongelundens destinationer sammen, samt en række nye torvepladser, som markerer overgange mellem Kongelunden og byen. Forslaget er rigt illustreret med mange gode og indlevede idéer til oplevelser i Kongelunden. Forslaget beskriver visioner for sportscampus, for forbindelser, destinationer, de rekreative muligheder og for bæredygtighed i Kongelunden.

Forslaget er stærkt ift. oplevelser og destinationer og indeholder forslag til nye aktiviteter for besøgende og borgere f.eks.hotel, restaurationer og wellness. Der beskrives forslag til ny anvendelse af Forsvarets bygninger, et nyt Multihus mod Jyllands Alle med atletik, indendørs cykling og parkeringshus, samt et Sports Mekka på kastegårdens areal. Forslaget viser forståelse af terræn og landskab ved stadion og udnytter terrænspringet mod væddeløbsbanen ved at indarbejde nye funktioner her. Aksen fra Stadion Alle fortsættes over taget på et nyt fodboldstadion, over væddeløbsbanen mod et nyt udkigstårn, og den uendelige bro matches af en ny infinity-bro i dalen ved Kirkeskov. Modet til at foreslå nye funktioner i Kongelunden fremhæves positivt af bedømmelseskomitéen.

Der foreslås en fælles, central plads, Foreningsbyen, omkring idrætsfunktionerne, som dermed hægtes sammen i en ny sportscampus.

Forslaget er meget inspirerende i sin programmering, også i snittet gennem sportscampus og væddeløbsbanen hvor tilgangen til terræn og menneskelig skala er godt løst og illustreret.

Forslaget præsenterer en på én gang visionær, iderig og dækkende idé, som kommer godt rundt om bredden af tematikker, som er på spil i Kongelunden. Forslaget er særdeles godt formidlet og vurderes at kunne fungere effektivt som en vision for hele Kongelunden.

På den baggrund har bedømmelsesudvalget besluttet at udpege forslag 23245 som én af tre vindere af visionskonkurrencen.

DOWNLOAD MATERIALE I HØJ OPLØSNING