Bliv en del af Byens Fanpanel

OPDATERET 9. DECEMBER KL. 12. ANSØGNINGSFRIST ER UDLØBET

Den 14. december bliver det afsløret, hvem der vinder arkitektkonkurrencen om et nyt fodboldstadion i Aarhus og dermed også, hvordan det nye stadion skal se ud.

Nu får et bredt sammensat fanpanel mulighed for at følge processen tæt frem mod åbningen af det nye stadion i løbet af 2026. Fanpanelet får en bruttotrup på 20 personer, hvoraf AGF udpeger de 10 blandt deres fans, og Kongelundens Sekretariat udvælger tilsvarende 10, og her kan alle interesserede nu søge om at komme med.

Sparringspartner og ambassadør

Vi har til opgave at bygge et smukt og moderne stadion, der indgår i en helhed til gavn og glæde for de mange. Derfor giver det rigtig god mening for os at have et bredt sammensat panel af fans og interesserede i stadion som sparringspartner og ambassadør
Trine Berthold, arkitekt og projektleder på Nyt stadion i Aarhus

Fanpanelet vil blive inviteret til 2-3 udvalgte events om året og derudover løbende få information om projektet. Aktiviteterne vil blive tilpasset de faser, projektet vil komme igennem.

Alle kan søge

Alle kan søge om at blive en del af Byens Fanpanel ved at udfylde en formular på Kongelundens hjemmeside inden den 9. december kl. 12.00 (ansøgningsfrist er overskredet). Herefter sætter Kongelundens Sekretariat et hold, som bedst muligt afspejler et stadion for alle.

Vi håber at høre fra alle aldre og køn, fra familier og venneflokke, fra fans med funktionsnedsættelser og ægte aficionados, der nørder i stadions rundt omkring i verden
Trine Berthold, arkitekt og projektleder på Nyt stadion i Aarhus