Kom til borgermøde om Kongelunden

Forslag fra Visionskonkurrencen for Kongelunden

Aarhusianernes interesse for Kongelunden er stor. Det sås ved de to første borgermøder om projektet, som begge var digitale pga. corona, og havde flere hundrede deltagere. Ligesom det kommer til udtryk i en livlig debat i de lokale medier, på sociale platforme, ved møder og i uformelle samtaler.

Nu er projektet på vej ind i en ny fase, hvor 2022 bliver et spændende år med hele to arkitektkonkurrencer: En traditionel projektkonkurrence om at tegne et nyt fodboldstadion og en mere åben konkurrence – et såkaldt parallelopdrag – om en samlet udviklingsplan for hele området.

Derfor inviterer Kongelunden til åbent borgermøde onsdag den 6. oktober kl. 17.00-19.00 i lokaler på Jydsk Væddeløbsbane. På mødet vil borgmester Jacob Bundsgaard, rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek og rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad svare på spørgsmål og gå i dialog med deltagerne.

”Det bliver et borgermøde i helt bogstavelig forstand,” forklarer Alvaro Arriagada, der er projektdirektør for Kongelunden og fortsætter: ”Størstedelen af mødet er afsat til at tale om lige det, der optager de fremmødte borgere allermest. Det være sig trafik og parkering, natur og bæredygtighed, stadion og idrætsaktiviteter – eller noget helt andet.”

Journalist Frederik Roland, der er kendt som tidligere nyhedsvært på TV2 Østjylland, vil på mødet styre slagets gang og sikre, at flest mulige emner bliver vendt.

Fakta

Hvad: Åbent borgermøde om Kongelunden

Hvornår: onsdag den 6. oktober kl. 17.00-19.00

Hvor: Lokaler ved Jysk Væddeløbsbane, Observatorievejen 2, 8000 Aarhus C. Indkørsel fra Carl Nielsens Vej. Fri parkering på arealer til venstre for Observatorievejen.

Hvem: Alle er velkomne, der er ingen tilmelding

Illustration l Idé fra visionskonkurrence. Kreditering l Kongelundens Sekretariat.