Byggenyt fra stadion-projektet
Her får du seneste nyt om byggeprocessen på stadion fra vores hovedentreprenør A. Enggaard. AGF har fortsat hjemmebane på Ceres Park i 2024, mens nedrivningen er i gang. De historiske stadionhaller bliver bevaret og er i drift i hele perioden.
april 2024
Skurby og besøgscenter
A. Enggaard har som hovedentreprenør en skurby placeret mellem stadion og tennisanlægget, hvor projektets nøglemedarbejdere har base.
Skurbyen begynder at tage form som sin egen lille landsby i fuld drift, og hvor en træterrasse nu binder de forskellige containerbygninger sammen.
Senest har Kongelundens Sekretariat etableret et besøgscenter lige ved indgangen til skurbyen, hvor sekretariatets medarbejdere kan tage imod de mange gæster, der får rundvisninger i området. Besøgscentret bliver også brugt til møder og arbejdsstation.
A. Enggaard reviderer løbende oversigtsplanen for byggepladsen i takt med, at de forskellige arbejder går i gang.
Nedrivning
Nedbrydningen af hovedtribunen på det eksisterende stadion er nu afsluttet, og der skal udføres såkaldte borede fundamenter til den nye facadelinje.
Som det sidste i denne fase af nedbrydningen er en tidligere servicebygning blevet fjernet.
AGF spiller fortsat på stadion og har haft et travlt kampprogram, hvor særligt pokalsemifinalen desværre blev præget af samlivet med en aktiv byggeplads. Heldigvis blev situationen løst, og De hviie gik videre til finalen.
Der er fortsat et meget tæt samarbejde med alle de involverede parter i projektet.
Projektering
Rådgiverteamet med Zaha Hadid Architects, Sweco arkitekter og ingeniører samt landskabsarkitekterne fra Tredje Natur har nu afleveret sit projektforslag for det nye stadion til bygherren. Projektforslaget bliver lige nu gransket af alle parter, før projekteringsfasen kan afsluttes.
Pga. blød bund skal der etableres en såkaldt sekantpælevæg langs bagsiden af den historiske røde bygning med stadionhallerne. Her bores der huller med en diameter på 620 mm ned i ca. 10 meters dybde. Herefter foretages der en såkaldt udstøbning med flydende beton, så der dannes en væg under jorden mellem det nye og det gamle. Et arbejde, der går i gang i maj, som der vil gå en rum tid med.
Indkøb af entrepriser
Hos A. Enggaard arbejder man løbende med kalkulationer i forhold til det projekterede og indkøb af nye entrepriser hos underleverandører.
Senest er der kommet tilbud ind på elevatorer og betonelementer, hvorefter der er dialog med de bydende på baggrund af tilbuddene.
Næste udbud bliver ståltaget til den nye stadiontribune. Der arbejdes også forsat med at detaljere udførelsestidsplanen, efterhånden som man bliver klogere på den del med input fra underentreprenører.
Mock-up
Mock-ups er arbejdsmodeller i fuld skala af særlige elementer af projektet og er et værdifuldt værktøj for såvel entreprenøren som arkitekt og bygherre. Den første mock-up til stadionprojektet er af forskellige bud på trælameller til facaden. Mock-up’en er opstillet på byggepladsområdet ved parkeringspladsen P1 foran stadion.
Der har været en første besigtigelse, og på den baggrund bliver der nu foretaget nogle justeringer. Midt i maj vil mock-up’en blive opdateret med nye træsorter og en anden monteringsmetode.
Tidligere opdateringer fra byggepladsen