Tung trafik ved stadion: Hold øje og overvej alternativer
Der er tung trafik med mange lastbiler og maskiner ved byggepladsen for det nye stadion i Aarhus. Hold øje med den nye skiltning og opstregning i området, som skal øge trafiksikkerheden for særligt de gående. Er du i bil, så overvej en anden vej og undgå kø.
For enden af Stadion Allé i Aarhus er stadion-projektet gået ind i den fase, hvor den sidste del af det gamle stadion rives ned, og byggearbejderne for det nye stadion for alvor er i gang. Det betyder tung trafik med mange lastbiler og maskiner i området.
Ekstra fokus på trafiksikkerhed
Derfor bliver der nu sat ekstra fokus på trafiksikkerheden for både bløde trafikanter og bilister i området. Det sker med skiltning og med nye opstregninger på asfalten, der tydeligt angiver fodgængerfelter og vigepligt for bilister.
Der bliver også anlagt en ny gangsti på John Stampes Plads, hvor gående er mere adskilt fra byggepladstrafikken og har bedre udsyn. For at skabe bedre flow i byggepladstrafikken bliver et lille stykke vej vest for John Stampes Plads desuden dobbeltrettet.
Find alternativer og undgå kø
Bilister, der ikke har et ærinde i stadionområdet, men alene bruger ruten via Stadion Allé og Marselisborg Grønnevej til gennemkørsel, opfordres til at overveje alternative ruter, da der nemt opstår kø.
På oversigtskortet kan du se trafikforholdene i området. Vi opfordrer alle til at holde godt øje og vise hensyn til hinanden.