Ekstrabevilling til nyt stadion i Aarhus er på plads
Et flertal af partier i Aarhus Byråd har på et byrådsmøde onsdag d. 4. december vedtaget en tillægsbevilling til Nyt Stadion Aarhus, som fastholder tidsplanen og rammerne for stadionbyggeriet. Den politiske styregruppe bag Kongelunden nedlægges og i stedet gøres Magistraten til styregruppe for at sikre mere åbenhed.
Udfordringer med håndtering af jordbundsforhold, byggepriser og materialer mv. til stadion betyder, at der er kommet en række ekstra omkostninger til Nyt Stadion Aarhus. I alt er der behov for 248,6 mio. kr. mere til projektet, der nu har en samlet anlægssum på i alt 994,6 mio. kr.
Byen har tidligere modtaget to flotte donationer til stadion fra Lind Invest og Salling Fondene på 250 mio. kr. hver, og Salling Fondene har tilføjet yderligere 40 mio. kr. ifm. tillægsbevillingen.
Et flertal i Aarhus Byråd på 21 ud af 31 byrådsmedlemmer bestående af Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, den radikale Rabih Azad-Ahmad og løsgængerne Bünyamin Simsek og Polly Bak Dutschke har sikret den resterende kommunale finansiering til tillægsbevillingen via prioritering af penge reserveret til byggeri og anlæg og omprioritering i Kongelunden. SF, Enhedslisten, to medlemmer af Det Radikale Venstre, Danmarksdemokraterne samt løsgænger Thure Hastrup stemte imod.
Den politiske styregruppe for Kongelunden nedlægges for at sikre mere åbenhed og dialog på tværs af partierne. I stedet gøres Magistraten til styregruppe.
Beslutningen betyder, at den endelige entreprisekontrakt for stadionprojektet kan underskrives - og opførelsen af det nye stadion for alvor kan gå i gang.
Borgmester Anders Winnerskjold (Socialdemokratiet):
”Jeg er glad for, at det er lykkedes at lande en aftale. Jeg tror, jeg taler for alle partier, når jeg siger, at ingen af os havde ønsket at bruge ekstra penge på stadion. Men når man har sagt A, må man også sige B. Og stadionprojektet skal i mål. Tak til mine kolleger for at tage ansvar – især i en situation som denne, hvor det har været svært. Til gengæld kommer byen til at få et fantastisk område – til fodbold og koncerter på stadion og til foreningsidræt og friluftsliv i Kongelunden.”
Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø (Det Konservative Folkeparti):
"Jeg sad i Regionsrådet i de år, hvor vi byggede de to supersygehuse, og der oplevede jeg igen og igen at vi måtte skære i kvaliteten af hospitalerne, fordi den politiske ramme forhindrede os i at vælge den rigtige løsning. Derfor er jeg særlig glad for, at vi nu holder fast i at bygge det stadion, vi har lovet byen, frem for at skære nogle elementer væk, som vi vil fortryde de næste 50 år.”
Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg (Venstre):
”I Venstre har vi en stor kærlighed til byens fodboldhold og Kongelunden, og vi har vendt hver en sten i forhold til mulige politiske håndtag og økonomi, der kunne gøre den store ekstraregning til aarhusianerne mindre. Vi ønsker dog visionen bag byens nye stadion realiseret, men vi er meget kritiske over for forløbet og ser frem til resultatet af den uvildige undersøgelse. Vi ser samtidig frem til større åbenhed om den videre proces om byggeriet af stadion og om Kongelunden.”
Rabih Azad-Ahmad, rådmand for Kultur og Borgerservice (Radikale Venstre):
”Jeg er glad for, at et bredt flertal i byrådet bakker op. Det er afgørende for, at vi kan få kontrakten skrevet under og få fuld gang i byggeriet. Vejen hertil kunne have været bedre. Nu skal vi have fokus på stram økonomisk styring og gennemsigtighed. Vi får et stadion i verdensklasse, som generationer vil få glæde af og som vil fylde hele byen med stolthed. Jeg vil gerne endnu engang sende stor tak til donatorerne, som har givet byen, aarhusianerne og byens gæster en fantastisk gave, som jeg glæder mig til, at vi alle kan tage i brug.”
Bünyamin Simsek (Løsgænger):
”Det er det eneste rigtige, at vi nu kommer videre med stadion. Aarhus har fået en kæmpe gave med det her projekt, som vi skal være ekstremt taknemmelige for som by. Derfor skal vi som kommune tage ansvar i en svær situation, og jeg er glad for, at det er lykkedes at samle et flertal bag beslutningen.”
Polly Bak Dutschke (Løsgænger):
”Jeg stemmer for indstillingen og går med stadion. Det gør jeg, fordi projektet bliver langt dyrere, hvis vi ikke fortsætter. Man har allerede bestilt materialer, maskiner og lignende. Det hele kan stige i pris, hvis vi venter længere.”
Henrik Arens (Liberal Alliance):
”Jeg er stærkt utilfreds over den lukkede proces, og det forløb, der har ført frem til, at vi nu står med en ekstraregning. Men det eneste ansvarlige er at fortsætte, og derfor er jeg glad for den brede opbakning. Jeg er glad for Aarhus får et fantastisk fodboldstadion, til glæde for mange. Glæder mig til gode oplevelser på stadion.”
Fakta
- Aarhus Byråd har behandlet ”Tillægsbevilling til Nyt Stadion Aarhus” d. 4. december. Indstillingen og samtlige bilag kan findes her.
- Den samlede anlægssum er med tillægsbevillingen på i alt 994,6 mio. kr. Tidligere lå den samlede sum på 746 mio. kr.
- Det nye stadion forventes færdigbygget i december 2026.
- I udviklingen af det nye stadion er Aarhus Kommune bygherre, Team Zaha Hadid totalrådgiver og A. Enggaard A/S hovedentreprenør.