Gå til hovedindhold

Jordforhold øger omkostningerne til nyt atletikstadion i Kongelunden

Omkostningerne til håndtering af jord på projektet for et nyt atletikstadion i Kongelunden er løbet hurtigere end forventet. Jorden har vist sig ringere og mere forurenet, end estimaterne viste.

Indhold

    Den politiske styregruppe for Kongelunden i Aarhus (Magistraten) er blevet orienteret om, at omkostningerne til håndtering af jord på projektet for et nyt atletikstadion desværre er øget mere end forventet.

    Den primære årsag er, at omfanget af dårlig og forurenet jord på kort tid har vist sig større end antaget. At der er vanskelige jordforhold i området, er velkendt. Men da store mængder jord er blevet håndteret på kort tid og har vist sig ringere og mere forurenet end først antaget, bliver omkostningerne nu også større end forventet.

    Derfor er der aktuelt en forventet overskridelse af budgettet for jordhåndtering på 29 mio. kr. Det er 11,6 mio. kr. mere end ved seneste opgørelse til styregruppen i starten af juni.

    ”Det er naturligvis frustrerende, at vi står med den her ekstraregning,” siger

    Jesper Kjeldsen, rådmand for Kultur og Borgerservice, hvor projekt Kongelunden er forankret, og fortsætter:

    ”Men det bekymrer mig naturligvis også, at der har ligget så meget forurenet jord i området – blandt andet med asbest. Det skal vi selvfølgelig håndtere ordentligt. Vi er nødt til at rydde op efter fortiden. Vi har hele tiden vidst, at jorden var en af projektets største usikkerheder, men forholdene har desværre vist sig væsentligt dårligere end forventet. Det gør projektet dyrere.”

    Givet bl.a. den geopolitiske situation i verden er der også andre risici for meromkostninger i det samlede projekt for nyt atletikstadion og Sportens Hus. Disse estimeres løbende som en del af projektets risikostyring.

    Den politiske styregruppe for Kongelunden vil på sit næste møde få en ny status på jordhåndteringen og økonomien generelt som afsæt for en drøftelse af den aktuelle økonomiske ubalance i projektet.

    Sidst opdateret: 25. august 2026