Nyt stadion i Aarhus får markant facade med lærketræ
Rådmand for Kultur og Borgerservice Jesper Kjeldsen glæder sig over, at Magistraten i Aarhus i dag har fulgt indstillingen om at beklæde byens nye stadion med lærketræ. Et valg, der både giver facaden karakter og giver en besparelse på budgettet.
Om et års tid står det nye fodboldstadion til byens hold i Aarhus klar. Og som prikken over i’et bliver de markante trælameller i facaden monteret som noget af det sidste. I dag er det blevet besluttet, at facadelamellerne bliver af lærketræ, så den får en rødlig gylden farve med et varmt karakterfuldt udtryk.
”Aarhus får ikke alene et fantastisk nyt fodboldstadion. Vi får også et arkitektonisk vartegn. Derfor er jeg rigtig glad for valget af lærketræ til facaden. Det vurderes at holde mindst 50 år og er ikke lige så behandlingskrævende som andre sorter. Det har været vigtigt for mig, at vi ikke vælger en billig løsning, der ender med at blive dyrere. Med lærketræ ved vi, at det vil stå smukt i mange år og gøre os stolte af byens nye ikoniske bygning,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Jesper Kjeldsen.
Følger anbefaling fra arkitekter og eksperter
Der har lige fra start været en kæmpestor interesse for at følge byggeriet af det nye stadion i Aarhus. Og de mange interesserede, der hver uge besøger byggepladsen, har undervejs set flere arbejdsmodeller i skala 1:1 af forskellige former for trælameller. Sammen med ca. hundrede hvide betonsøjler er trælamellerne et markant element i arkitekturen på det nye stadion.
Det er dog ikke kun udseendet, der er blevet testet. Det samme er den metode, trælamellerne bliver monteret med, så de hverken vrider eller revner. Træets holdbarhed og udseende under ældning er også tænkt ind i det endelige valg, der altså er faldet på europæisk lærk. Blandt de træsorter, der har været i spil til sidst, har både arkitekterne og Teknologisk Institut anbefalet netop lærketræ.
Løsning med besparelse
Det er en enig magistrat, der som politisk styregruppe for det nye stadion i dag har valgt at indkøbe trælameller af lærk og sikre en indledende behandling af træet. Det betyder samtidig en samlet besparelse i forhold til det afsatte budget i projektet på ca. 3.5 mio. kr. inkl. den indledende behandling af træet.