Gå til hovedindhold

Nyt stadion i Aarhus er kommet på fast grund

På trods af uforudsete jordbundsforhold forventes byens nye Superligastadion fortsat at stå klar i 2026.
Udfordringerne, der tidligere på året blev vurderet til at kunne forsinke projektet med op til fem måneder, er nu løst, og arbejdet fortsætter med god fremdrift.

Indhold

    I februar blev det meldt ud, at udbedringen af vanskelige jordbundsforhold kunne forsinke stadion-projektet i Kongelunden i Aarhus op til fem måneder. Det ekstraarbejde er nu færdigt og viste sig at være lige så tidskrævende som forudset. Dermed hedder tidsplanen for aflevering af det nye stadion nu slutningen af 2026.

    Står stadig klar i 2026

    ”Vi bygger det nye stadion på et unikt, men kompliceret sted. Alle har arbejdet professionelt og målrettet med at løse udfordringerne så hurtigt og effektivt som muligt. Derfor er jeg også tilfreds med, at vi fortsat går efter at have et nyt fodboldstadion i 2026,” siger Kongelundens projektchef Lone Dannerby Paulsen.

    En vigtig del af processen har været at beskytte den ikoniske nabobygning "Stadionhallerne". Det krævede opførelse af en såkaldt sekantpælevæg som sikkerhedsforanstaltning på grund af fundet af ikke-bæredygtige jordaflejringer. 

    Processen har været tidskrævende, men er nu afsluttet, så byggeprocessen af det nye stadion kan fortsætte for fuld styrke. Styregruppen for Kongelunden har derfor på sit seneste møde aftalt, at afleveringsdatoen nu er fastsat til slutningen af 2026.

    God fremdrift i byggeprojektet

    Der er god fremdrift i byggeprojektet, hvor der nu graves blød jord af og graves ud til kælder, ligesom arbejdet med at sætte en spunsvæg op mod væddeløbsbanen er afsluttet. De første søjler til facaden på det nye stadion er blevet støbt og ankommer til byggepladsen om en måneds tid. 

    AGF spiller sin sidste Superliga-kamp på det nuværende stadion den 10. november, og bliver det til en kvartfinaleplads i Pokalen, venter endnu en kamp på det nuværende stadion. Herefter bliver de resterende tribuner revet ned. 

    Sidst opdateret: 9. oktober 2024