Oldtidsminder
Skovene syd for Aarhus gemmer på masser af oplevelser og ikke mindst historie. Under de grønne bøgetræer ligger der eksempelvis flere visitkort fra nogle af de allerførste aarhusianere. Langs kysten syd for byen, begyndende ved Havreballeskoven og ned til det kuperede terræn øst for Holme, ligger cirka 30 rundhøje og to langhøje.
Billedtekst: Et vue nedover Oddervej i midten af 1860’erne med Frederikshøj Kro yderst til højre i billedet. Lige over for den gamle kro ses en af områdets mange høje knejse i landskabet til venstre i billedet. I dag er Oddervej væsentligt bredere og har gnavet sig ind i den gamle gravhøj, der er blevet dæmmet op af en mur. Fotograf Andreas Fritz, ca. 1965, Aarhus Stadsarkiv.
Det er ellers ikke fordi, Aarhus er specielt rig på velbevarede historiske mindesmærker. En undersøgelse der blev foretaget i starten af 1900-tallet viste, at Aarhus og omegn havde omkring 1.200 historiske mindesmærker i det daværende Aarhus Amt. Til sammenligning havde Randers Amt omkring 4.500, og omkring Viborg havde de fleste herreder flere bevarede mindesmærker end hele Aarhus Amt. Typisk for de bevarede gravhøje, som i dag er fredede, er, at de har ligget i beskyttede skovområder som netop Marselisborgskovene. De fleste gravhøje ved Aarhus mødte deres endeligt, da landbruget intensiveredes i løbet af 1800-tallet.
I dag findes der 193 fredede fortidsminder i Aarhus Kommune – langt de fleste af disse er netop gravhøje. Dertil kommer et antal gravhøje, der af forskellige grunde ikke er fredede. Herunder hører den måske mest kendte af byens oldtidshøje, der i dag blot går under navnet Højen, og er beliggende på observatoriebakken. I dag er der ikke meget tilbage af den oprindelig rundhøj på stedet, men den er stadig et yndet udsigtspunkt og kælkebakke.
Virak om Røverhøjen
En af de høje, som har skabt mest debat, er i dag helt væk fra det offentlige øje. Højen hedder Røverhøj og ligger på skellet mellem Strandvejen 92 og 94. Det er den nordligste høj af Marselisborgskovenes bronzealderhøje. I 1700-tallet blev den kaldet Øflis Høj, men i løbet af 1800-tallet begyndte navnet Røverhøj at blive brugt; hvor det stammer vides ikke med sikkerhed. Muligvis skyldtes det, at der i 1862 blev begået et rovmord tæt derved, eller også skyldtes det, at byens børn yndede at lege røvere på højen. Da højen er den mest bynære høj, blev den netop i 1800-tallet et yndet udflugtsmål; ikke bare for legende børn, men også for aarhusianere med kaffe og frokostkurv under armen. Toppen af højen blev fladet ud, og her blev opsat bænke, hvorfra udsigten over bugten kunne nydes.
I 1919 kom Røverhøj på private hænder, da villaerne på Strandvejen 92 og 94 fik lov til at inddrage det bagvedliggende skovareal i deres haver. En bevaring af højen var inden salget til debat i byrådet, og den socialdemokratisk Simonsen talte for, at den store høj ikke måtte sløjfes – dog mest fordi, der stod nogle store træer på højen. Socialdemokratiske Jakob Jensen, der året efter kunne sætte sig på borgmesterposten, synes dog, at køberen skulle ”have Lov til at gøre ved Kæmpehøjen, hvad han vilde”. Den konservative fabrikant Møller tilsluttede sig dette og tilføjede, at ”Kæmpehøjen havde vist ingen historisk Fortid, men den blev nu til stor Gene for de omboende benyttet som Legeplads af Børnene.”
Resultatet blev, at byrådet gav de to nye gravhøjsejere, købmand Yhr og fabrikant Marcussen, lov til at gøre med gravhøjen, hvad de ville; de skulle dog gøre Nationalmuseet opmærksom forud for eventuelle indgreb i højen. Marcussen i nr. 94 gik straks i gang med at anlægge et haveanlæg på højen samt grave ud til en garage. Han glemte dog at informere Nationalmuseet først. Ødelæggelserne af gravhøjen fik flere til at reagere; både ved læserbreve i Århus Stiftstidende og ved henvendelser til Nationalmuseet.
Nationalmuseet afviste en fredning af højen, da den på det tidspunkt allerede var ødelagt. I stedet sendte museet i juni samme år museets arkæolog Hans Kjær til Aarhus for at foretage en udgravning af højen, der jo allerede var blevet åbnet op. Her blev det konkluderet, at højen var godt 20 meter i diameter, og oprindeligt havde den været omkranset af knap en meter høje sten. I bunden af højen blev fundet en kiste af kløvet egestamme, der påviste, at højen var fra den ældre bronzealder ca. 1400-1200 f.Kr. Udgravningen viste også, at gravhøjen i den yngre bronzealder ca. 800 f.Kr. var blevet genbrugt, og der var kommet et nyt jordlag på med en lille stenkiste med brændte knogler.
Fredning af højene
Sagen med Røverhøj fik Nationalmuseet til at sende en henvendelse til byrådet, hvor der blev opfordret til at frede fire endnu intakte gravhøje i den bynære del af Marselisborgskovene. Selvom blandt andet ingeniør Bech fra Højre og overlæge Brammer fra Det Radikale Venstre talte varmt for Nationalmuseets henvendelse, endte byrådet med at afvise at underskrive en fredningsdeklaration. Blandt andet efter den senere socialdemokratiske borgmester H.P. Christensen gjorde opmærksom på, at det ville være uheldigt at afgive sin ret over jorden med en hastigt voksende by. I stedet ville kommunen selv sørge for gravhøjene, og der blev på budgettet afsat penge til årlig vedligeholdelse af højene.
I dag er skovenes bevarede høje dog blevet fredet – også den del af Røverhøj, som stadigt står intakt. I Kongelunden kan man derfor stadig mærke historiens vingesus fra flere oldtidshøje. Hvor Carl Nielsens Vej møder Niels W. Gades Vej ligger eksempelvis også to rundhøje. Den ene er dog blevet lettere amputeret af en vej og en mur. Ved Frederikshøj Kro findes, som navnet antyder, også en gravhøj og også denne er tidligere blevet anvendt som lysthøj. Lige på den anden side af Oddervej ligger resterne af en langhøj og en rundhøj på hver sin side af Kongevejen. De tre tætliggende høje blev i 1864 benyttet som musiktribune, da prins Frederik Ferdinand i forbindelse med en troppesamling arrangerede koncert med musikkorps på de tre høje.
Ikke langt derfra ligger to sammenvoksede høje – en Langhøj og mindre rundhøj – på det trekantede skovstykke sydøst for slotshaven mellem Kongevejen og Skovridervej. Tidligere er højene blevet kaldet Ulvehovedet formodentligt på grund af højenes form.
Inde i slotsparken ligger to rundhøje, i Forstbotanisk Have findes én og lige syd for haven i Råhøj Krat bag villahaverne på P.S. Krøyers Vej ligger igen tre rundhøje. Også her var tidligere opstillet en bænk på Råhøj, der er den største af højene. I 1946 blev fodkransstene på den mindste af højene fritlagte, og i dag passerer en sti hen over de tre oldtidshøje.