Gå til hovedindhold

Udviklingsplan for Kongelunden

Retningen for udviklingen af det 200 ha. store rekreative område Kongelunden med nogle af Aarhus’ største attraktioner og idrætsfaciliteter er nu sat med byrådets vedtagelse af en samlet udviklingsplan.

  • Læs op

Indhold

    Med nogle af byens største og ældste attraktioner som Tivoli Friheden, stadion og Mindeparken har det rekreative område Kongelunden i mere end hundrede år været et skattet udflugtsmål for aarhusianerne.

    Nu er en samlet udviklingsplan for området på plads, der skal fremtidssikre Kongelunden som en moderne ramme om events inden for sport, kultur og erhverv.

    Natur, trafik og idræt er hovedtemaer

    Udviklingsplanen for Kongelunden bygger på et konkurrenceforslag fra et tværfagligt team med Holscher Nordberg i spidsen, hvis hovedtematikker fortsat er til stede i den endelige plan:

    • Naturen og skovens rum og karakter skal være den visuelle og forståelsesmæssige ramme for den fremtidige udvikling af Kongelunden som en samlet destination.
    • Midlertidige forsøg skal vise vejen for at fredeliggøre området for gennemkørende trafik.
    • En levende og inviterende idrætscampus skal øge interessen for folkesundhed i Aarhus.

    Nogle af de første, synlige tiltag bliver en række nye idrætsanlæg i form af et nyt fodboldstadion, et nyt atletikstadion, et nyt ankerpunkt for cykling og et nyt Sportens Hus for talent- og elitesport.

    Mere sammenhængende stisystemer og ruter for gående og cyklister står sammen med bedre wayfinding og støttepunkter som fx grejbanker, toiletter og infosteder også højt på listen over konkrete ønsker på kort sigt.

    Høringssvar giver større justering

    Forud for byrådets endelige vedtagelse af udviklingsplanen for Kongelunden ligger en grundig proces med bl.a. tekniske forundersøgelser, fagkonkurrencer og en omfattende bruger- og borgerinddragelse.

    Senest har planen været i offentlig høring, hvilket har medført en enkelt større og nogle mindre justeringer.

    Konkret er et scenarie med ca. 760 nye, permanente parkeringspladser på det indre areal af Jydsk Væddeløbsbane taget ud af planen. Det skyldes dels, at der er blevet lyttet til protester fra naboer og væddeløbsbanen selv, dels at løsningen ville blive meget dyr.

    Samtidig er det blevet besluttet at udarbejde en grøn mobilitetsplan for hele Aarhus by, som også Kongelundens trafik- og parkeringssituation skal håndteres i.

    Du kan her downloade den endelige udgave af Udviklingsplan for Kongelunden.

    Sidst opdateret: 8. april 2024